Nytårskoncerter

Nytårskoncert 2025
søndag den 26. januar kl. 14.00
i Nyborghallerne.

Køb billet til Nytårskoncert 2025: Her

Solisterne til Nytårskoncerten 2025:

Stig Rossen
De fleste husker nok Stig Rossens første deltagelse i Melodi Grand Prix, hvor han i 1988 tog os med ’hen til kommoden og tilbage igen’ i sangen ’Vi danser rock og rul’. Det var første gang, vi mødte Stig, men siden er man stødt på ham her, der og allevegne.
Stig Rossen blev i 1990 uddannet som skuespiller fra Guildhall School of Music and Drama i London, og ganske kort efter kom han med i koret i Les Misérables, ligeledes i London. Blot tre måneder skulle der gå, inden han i samme forestilling fik tilbudt hovedrollen som Jean Valjean, og resten er historie. Han har således spillet hovedrollen mere end 1500 gange i 10 forskellige lande hen over 24 år.
Udover Les Misérables har Stig Rossen haft store roller i musicals som Chess, Atlantis, Sweeney Todd, Spamalot, Leonora Christina og senest Askepot, hvor han i rollen som Kongen stod på scenen med eftermiddagens anden solist Johanne Milland, der spillede Askepot/Ella.
Tilbage i 1991 indspillede Stig Rossen sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester albummet ’Starry Starry Nights’ med en blanding af musicalsange og pop ballader. Det blev en bragende succes og gav platin med 80.000 solgte eksemplarer. Siden er det blevet til mange udgivelser med skønne sange, og bl.a. indspillede han i 2004 ’This Is The Moment – Live fra Tivoli’ sammen med DR RadioUnderholdningsOrkesteret. Optagelsen blev vist på det amerikanske TV-netværk PBS i USA og Canada. Dermed er Stig Rossen den kun anden dansker (efter Victor Borge), der er blevet inviteret til at lave et TV-show på PBS.
Ved siden af alt dette har Stig også fundet tid til at lægge stemme til Disneyfilm som bl.a. Mulan, Tarzan, BjørneBrødre og Vaiana ligesom han har haft roller i TV-serier som Rejseholdet og Klovn.
Mange har nok også haft fornøjelsen af at lægge øre til julesange fortolket af Stig Rossen. Han har med stor succes udgivet flere julealbums og har også givet rigtig mange julekoncerter rundt omkring i hele landet. Årets Julekoncert kunne sidste år fejre 30-års jubilæum.

Johanne Milland
Johanne Milland er som så mange andre store talenter rundet af det rige kulturliv i Nyborg.
I 2011 stod hun første gang på scenen i Nyborg Voldspil, og hun også har været med i Musical Talentskolen her i Nyborg.
Hun var aldrig i tvivl om, at det var sang og skuespil, der skulle være hendes vej, og i 2019 blev hun færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet i Fredericia. Som nyuddannet flyttede hun til København, hvor hun meget hurtigt fik roller i store musicals som f.eks. ’Den Skaldede Frisør’, Beatles-musicalen ’She Loves You’ og ’Atlantis’.
På filmfronten gik det også hurtigt – allerede i 2022 fik hun hovedrollen i filmen ’Venuseffekten’, hvor hun spillede Liv så overbevisende, at hun blev nomineret til såvel en Bodil som en Robert for sin præstation, og i 2023 spillede hun med i filmen ’Bedre Tider’.
Også på tv er Johanne slået igennem. Således spiller hun med i den helt nye TV2-serie ’Graverne’ fra 2024, og hun har også været med i Viaplay-serien ’Kald mig far’ fra 2023.
Så sent som sommeren 2024 fik Johanne tildelt Nyborg Kommunes Kulturpris som en anerkendelse af, at hun så hurtigt har gjort sig bemærket på de store scener.
I sidste års opsætning af ’Askepot – The Musical’ med musik af Rasmus Seebach spillede Johanne hovedrollen som Askepot/Ella. Og dette ovenikøbet sammen med eftermiddagens anden solist Stig Rossen, der havde rollen som Kongen i forestillingen.
Siden 2021 har de to nydt at optræde sammen. Dengang startede det med, at de stod på scenen sammen som hhv. Adalena og Jabbadoor i Atlantis. Samme år var Johanne gæstesolist ved Stig Rossens julekoncerter, og sidste år var de som nævnt på scenen sammen igen i ’Askepot – The Musical’.
Til dette års nytårskoncert har vi fornøjelsen af at opleve dem sammen igen – og I kan godt glæde jer.

Frederik Bak
Frederik blev ført ind i musikken fra en helt tidlig alder, da han mere eller mindre er født i en musikforretning.
Det var faren Finn, der havde musikforretningen “Brdr. Baks musikhandel”, som han havde startet med sin bror Tom i Nyborgs gader i 1982. Forretningen fungerede som musikalsk legestue for Frederik, som havde de fleste instrumenter stillet frit til rådighed, hvoraf bassen blev det foretrukne.
I dag er Frederik 27 år gammel og har taget en konservatorieuddannelse i både rytmisk elbas og klassisk kontrabas.
Det har ført til optrædender med blandt andet Copenhagen Phil og jazzsaxofonisten Nikola Bankov.
Mest kendt er Frederik nok for at være en del af bandet PATINA, der havde den mest spillede sang på P3 i 2020 med hittet “Flammer Rammer”. PATINA har lige nu igang med en stor efterårsturné med 19 koncerter og ser nu frem mod en travl sommer i 2025 med diverse festivaller.
Herudover arbejder Frederik som komponist, hvor han blandt andet skriver musik til en del teaterforestillinger. Senest forestillingen HUNGER, der spillede i foråret 2024.
TIl nytårskoncerten skal vi mest høre eksempler på den rytmiske musik, meeen formentlig vil der kunne spores elementer fra det klassiske repertoire også.
Frederik har glædet sig meget til at komme til sin hjemby for at spille igen i trygge rammer.
Og med både onkel Tom (basun) og faster Heli (klarinet) i Harmoniorkestret, bliver det ekstra ”sjov og spas.”
Vi i Nyborg Harmoni Orkester glæder os til at have Frederik med.